Først og fremmest UNDSKYLD! Jeg ved godt, at det er lidt over to måneder siden, at jeg har opdateret her på bloggen.. Men ja, min fortid “indhentede” mig lige.. Jeg gik total ned med flaget. Sådan virkelig. Min spiseforstyrelse kom tilbage til mig. Nogle af jer vil ikke kunne forstå det, mens andre måske godt kan. Jeg har bare overhovedet ikke haft det mindste overskud i min hver dag. Heller ikke til min datter 🙁 Det ramte sgu hjertet. Lige meget hvor end jeg gerne ville, kunne jeg bare ikke. Min krop var for udmattet. Det har taget rigtig hårdt, på alle i min omgangskreds. Jeg har været sygemeldt i knap en måned, men er begyndt, at arbejde lidt igen. Min arbejdsplads er virkelig forstående overfor mig. Hvilket min kæreste også var <3 Han har boet hos mig i de sidste to måneder for, at hjælpe til med Mini-Goldfish (min datter). Det er ham som har leget med hende. I starten var jeg med til, at gå ture med barnevognen, men det sagde han stop til.. Kæft, hvor var jeg sur på ham i starten, jeg mente jo at frisk luft ville nytte mig. – Han fandt dog hurtigt ud af, at jeg udnyttede gåturerne til, at forbrænde nogle ekstra kalorier. Jeg havde aldrig troet, at min spiseforstyrelse ville dukke op igen. Når jeg kalder min sygdom for min fortid, har i nok regnet ud, at det er fordi jeg desværre har haft det før. Jeg har haft den to gange før. Den første gang var da, jeg lige var fyldt 15 år op til en sommer. Jeg ville være tynd og lækker, så jeg kunne hoppe i min bikini med god samvittighed. Da jeg var 12-13 år var jeg nemlig en smule buttet/overvægtig. Jeg gik derfor på kur, hvilket var ganske normalt og min læge roste mig. Jeg trænede rigtig meget i fritiden og spiste sundt, men normalt. Da jeg så fyldte 15 år, ville jeg pludselig tabe mig lidt igen/få en mere makeret krop. Hvilket jo også var ganske fint, og alt var normalt. Jeg begyndte at spise meget mere salat end før, til sidst spiste jeg faktisk kun salat og en masse vand. Det ene førte med det andet, og til sidst drak jeg kun vand. Mine forældre opdagede det desværre ikke i starten, hvilket jeg var glad for dengang, men fortryder nu. Jeg skjulte det virkelig godt. Jeg tog bare altid mit mad ind på mit værelse. Jeg smed det hurtigt ud i min skraldespand, og dækkede det til i alt muligt, så det var umuligt at se det! Jeg fik stadig madpakke med i skole – og ofte spiste jeg den da også, jeg gik bare ud på toilettet bagefter for at kaste det hele op. Mine venner/veninder skulle jo nødig opdage noget. De tænkte ikke det store over det, og hvis en af pigerne hørte mig kaste op toilettet, bildte jeg dem bare ind, at jeg havde lidt kvalme- hvilket medførte at min lærer altid sendte mig hjem.. Da min mor er dagplejemor og derfor altid er hjemme, så hun mig altid komme hjem, når min lærer havde sendt mig hjem. En dag tog hun mig med til lægen, uden hun havde sagt noget om det til mig, da hun havde fattet mistanke om min sygdom. Jeg husker det som en grusom, men nødvendig, oplevelse. Jeg var jo slet ikke forberedt. Jeg havde ikke kunne nå, at gennemtænke en plan for, at forsvare mig. Jeg var ufattelig vred og skuffet over min mor. Jeg følte hun havde forrådt mig og gået bag min ryg, men den dag i dag er jeg SÅ taknemmelig for hendes handling! Hvis hun ikke havde gjort det, var jeg aldrig kommet ud af den onde cirkel. Jeg kom i behandling, og da jeg var lidt over 15½ år var jeg rask igen. Jeg fik mit sociale liv tilbage og jeg nød det. Jeg tænkte ikke just mere over det. Men men men, da jeg så var fyldt 17 år, kom den kravlende tilbage til mig som en ond djævleunge (URGH!!). Den kom på et virkeligt dårligt tidspunkt. Det gør de selvfølgelig altid! Men altså, jeg skulle snart afslutte min eksamen, så jeg kunne få et eksamensbevis på, at jeg havde bestået tiende klasse. Hvilket jeg virkelig så frem til, da jeg havde ydet SÅ meget for det år! Min laveste karakter var 7, som var i tysk (adr). Alle de andre fag fik jeg 10 og 12 i. Arhg okay.. Måske ikke helt 😉 Haha. Men altså, det var en meget slem omgang, det endte med at jeg blev sygemeldt og fik hjemmesygeplejeske, de havde nemlig ikke plads på et sygehus, og besluttede derfor at sende mig hjem, da min mor gik hjemme og arbejde, så hun kunne holde øje med mig, plus at der jo kom en hjemmesygeplejeske to gange i døgnet, enten var det morgen og aften, eller middag og aften. Hun skulle sørge for, at jeg fik lidt mad i mig osv. Da jeg var fyldt 18 år, var jef rakmeldt igen, men jeg fik aldrig mit eksamensbevis på min tiende klasse, øvbøv ;( Men jeg blev rask, og det er det vigtigste! Hvis jeg ikke var blevet rask den gang, havde jeg aldrig fået min datter. Angående hende, var det en kamp i starten, at få “lov” af min læge til det. Hun kan selvfølgelig ikke bestemme det som sådan, men hun frarådede mig det virkelig utrolig mange gange!! Jeg var nødt til, at have flere møder med hende, hvor vi til sidst blev enige om, at jeg skulle til en psykolog hvor vi så kunne vuderere ud fra hendes synspunkt. Psykologen gav mig grønt lys, da hun ikke havde fornemmelse af, at min fortid ville indhente mig. Men det gjorde den desværre. Og det er så grunden til, at jeg ikke har blogget, eller bare givet jer en lille opdatering på mit liv. Men jeg er i bedring, og vil derfor begynde lige så stille igen 😀 Jeg kan ikke sige noget om hvor tit, at jeg vil blogge. MEN jeg vil helt sikkert gøre det! <3
Det skal lige siges, til slut her, at jeg er begyndt at gå ture med barnevognen igen. Plus jeg har meget mere overskud, OG OG OG jeg spiser næsten helt normalt igen. Der mangler lige lidt, men ikke særlig meget!

Mit næste indlæg vil nok også handle om dette. Jeg føler nemlig, at jeg har svigtet en masse i denne tid, netop på grund af min fortid. Specielt min datter og kæreste.. 🙁 Min kæreste (Mr. Goldfish) sagde rent faktisk sit job op for, at være hos mig.. Han er fantastisk. Står i evig gæld til ham! Btw. han er forresten ved, at flytte helt hjem til mig 😉 Hihi, min lejlighed bliver ikke længere kun til min, den bliver til vores. Det føles vidunderligt. Vi har dog ikke plads til så mange af hans ting, men vi har dog fundet plads til det vigtigste (Playstation, hans højt elskede højtaler og selvfølgelig hans tøj) Haha!

<3 <3 <3 Tak for jeres tålmodighed – kys kys Goldfish <3 <3 <3